Kuben Management i nyt opkøb af københavnsk bygherrerådgivningsfirma

Foto: Kuben Management A/S & Holteprojekt Bygherrerådgivning
Denne nyhed er oprindelig bragt på byggetidende.dk

Kuben Management A/S der arbejder med bygherrerådgivning og projektudvikling, har fra d. 26. februar overtaget ejerskabet af Holteprojekt Bygherrerådgivning. Et opkøb der styrker virksomhedens fokusområder, da Holteprojekt har et stærkt afsæt i markedet for både almene og offentlige bygherrer, samt private investorer. 

Kuben Management A/S overtog fra 26. februar ejerskabet af bygherrerådgivningsvirksomheden Holteprojekt. Holteprojekt er lokaliseret i Lyngby nord for København, og kunderne tæller både almene, offentlige og private bygherrer. Holteprojekt rådgiver i forbindelse med by- og arealudvikling, samt ejendomsinvesteringer for pensionsselskaber og andre investorer.

Holteprojekt har en stærk markedsposition med mange faste kunder og en god pipeline. De har søgt adgang til en større og bredere kompetencebase, og det kan vi give dem”, siger adm. direktør i Kuben Management A/S, Ulf Christensen, og fortsætter:

”Med købet af Holteprojekt får vi tilført helt særlige kompetencer inden for by- og arealudvikling, og Holteprojekt får ved konsolideringen tilført kompetencer fra vores organisation, som de i dag henter udefra. Dermed står vi sammen stærkere på et marked, hvor en tidlig involvering i byggerierne og gode relationer til bygherrer og investorer er alfa og omega for at komme sikkert i mål med projekterne. De kompetencer, Holteprojekt bibringer Kuben Management, ligger rigtig godt i tråd med vores strategi”. 

Ole Pedersen, administrerende direktør i Holteprojekt, er ikke i tvivl om at sammenlægningen af de to virksomheder giver rigtig god mening:
”Sammen er vi et stærkt match, når vi går ud til vores kunder og samarbejdspartnere. Vi har samme fokusområder og forståelse for, hvordan vi løser opgaverne, og der er mange ligheder i vores tilgang til kunder, marked og virksomhedskultur. Kuben Management og Holteprojekt er begge dedikerede uafhængige bygherrerådgivere. Det betyder, at vores medarbejdere taler bygherrens sprog, altid stræber efter at levere høj kvalitet og er villig til at gøre en ekstra indsats for, at bygherren kan få succes med sit projekt. Medarbejderne vil desuden kunne styrke hinanden med deres forskellige erfaringer og kompetencer,” siger han videre.

Forenede kræfter står stærkere på markedet
At Holteprojekt får nye ejere er med til at skabe nye muligheder for vækst. Holteprojekt ser spændende muligheder i Kuben Managements analyseenhed, Exometric, det producerer og leverer avancerede efterspørgselsanalyser for kommuner og ejendomsinvestorer for at vurdere potentialet og interessen for en byggegrund. Det er et værdifuldt værktøj, der kan finde mulige beboere og deres behov, før der træffes en beslutning om hvad der skal bygges.

Med sin stærke position inden for bygherrerådgivning bidrager købet af Holteprojekt realiseringen af Kuben Managements ambition om at være den foretrukne samarbejdspartner for udviklingen af det byggede miljø med en stærk markedsposition.

Kuben Management har tidligere købt virksomheder, som bidrager til at forbedre virksomhedernes markedsposition og kompetencer inden for det byggede miljø. Købet af Holteprojekt i år er det fjerde opkøb inden for fire år.