KANT arkitekter er blevet en del af Sweco

Foto: Dariush Rezai (CEO, Sweco Danmark), Uffe Bay-Smidt (partner i KANT Arkitekter), Torben Klausen (divisionsdirektør for Arkitektur, Sweco Danmark) og Anders Bay Holm (partner i KANT Arkitekter)
Denne nyhed er oprindelig bragt på byggetidende.dk

Den anerkendte og velkendt danske arkitektvirksomhed KANT arkitekter bliver opkøbt af den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco. Opkøbet gennemføres med en fælles interesse om at udbygge virksomhedens førende position indenfor fuldt integrerede rådgivningsydelser. Kompetencer indenfor offentligt byggeri og strategiske partnerskaber øges med opkøbet af KANT. 

Med opkøbet af den velrenommerede arkitektvirksomhed KANT, fortsætter Sweco sin konsolidering i arkitektbranchen. Sweco købte i januar 2018 Årstiderne Arkitekter. KANT arkitekter bliver endvidere fuldt implementeret i den danske arkitektforretning med mere end 300 medarbejdere.

Sweco er i dag stærke på markedet indenfor både privat og offentligt byggeri i Vestdanmark og privat by- og ejendomsudvikling i Østdanmark. KANT arkitekter har i løbet af de sidste år skabt en god position indenfor strategiske partnerskaber samt offentligt og privat byggeri i Østdanmark. Med opkøbet opnås en balanceret og stærk landsdækkende position på både det private og offentlige marked.

”Opkøbet er en del af Swecos strategi om at være markedsledende på både det danske og det europæiske marked for arkitekt- og ingeniørrådgivning. Siden opkøbet af Årstiderne Arkitekter har vi været frontløbere på det danske marked indenfor integreret rådgivning. Jeg glæder mig til at fortsætte den rejse sammen med KANT arkitekter,” udtaler CEO i Sweco Danmark, Dariush Rezai.

Torben Klausen, vil stadig stå for ledelsen af den samlede den samlede arkitektforretning.
”At få KANT arkitekter med ombord er et væsentligt bidrag til vores eksisterende forretning. KANT arkitekters tilgang til arkitektur er helt i tråd med den måde, som vi altid har skabt arkitektur på. Vi skaber evidensbaseret, æstetisk og bæredygtig arkitektur for alle,” udtaler Torben Klausen.

De to ejere af KANT arkitekter Anders Bay Holm og Uffe Bay-Smidt, adm. direktør Morten Stahlschmidt, CFO Anders Holmstrup Moustgaard, akkvisitionsansvarlig Eva Bjerring og de to partnere Karl-Martin Buch Frederiksen og Sebastian Soelberg forbliver i ledelsen i Sweco forretningen. 

”Med det nye ejerskab opnår vi den bedst mulige platform og forudsætninger for fortsat vækst og udvikling. Kravene til byggeriet stiger, og det samme gør kompleksiteten i vores projekter. Vi tror på, at fremtidens rådgivere skal bidrage med en simpel forretningsmodel, hvor alle kompetencer er samlet ét sted, og hvor vores kunder oplever, at det frem for alt er enkelt at gøre forretning,” udtaler indehaverne i KANT arkitekter.

Opkøbet af  KANT arkitekter medfører at 85 medarbejdere flytter sammen med Swecos arkitekter og ingeniører i Swecos hovedkontor i Ørestad med navnet ”KANT arkitekter – part of Sweco”.