JCN Bolig leverer rekordregnskab og foretager generationsskifte

Foto: Flemming Skov Nielsen sammen med adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen
Denne nyhed er oprindelig bragt på byggetidende.dk

JCN Bolig har ikke blot aflagt årsregnskab for 2019 med nye rekorder. Et længe planlagt generationsskifte er samtidig blevet gennemført i forbindelse med generalforsamlingen.

Det er fornemme tal som JCN Bolig i et offentliggjort årsregnskab for 2019 netop har fremlagt. Omsætningen for regnskabsåret udgjorde kr. 593 mio. i konsensus med et rekordoverskud før skat på kr. 31,2 mio. udgjorde det en overskudsgrad på 5,3%. En høj overskudsgrad sammenlignet med branchen.

Overskudsgraden har været det primære udgangspunkt for JCN der i 2013 blev til JCN Bolig. Målsætningen var at skabe en specialiseret virksomhed, der modsat resten af  branchen kunne smede en solid overskudsgrad – og ikke mindst målt over længere tid – en stabilt fungerende økonomi. Overskudsgrad har været i fokus da det er nødvendigt at generere overskud for at kunne udvikle en sund virksomhed. Endvidere foregår det på den måde, at der skal stilles store garantier for at agere som totalentreprenør. Et større boligbyggeri strækker sig ofte over 2 år. Kombineres dette med 5 års reklamationsret, skal kunderne altså vurdere, om Totalentreprenøren også er en stabil virksomhed 7 år efter underskrift på kontrakten. Derfor har JCN Bolig øget vægt på bæredygtig virksomhedsudvikling. JCN Bolig ønsker at være det sikre valg.

I 2013 var målet at opnå en samlet overskudsgrad over 4% i den 5-årige strategiske plan fra 2015-2019. Akkurat som det er tilfældet med 2019, så lander den samlede overskudsgrad for den 5-årige periode på hele 5,4%.

”En helt igennem fornem præstation af samtlige ansatte i JCN Bolig. Efter blot 2 års tilløb med specialiseringen er det lykkedes i et kontinuerligt forløb på 5 år at skabe økonomiske resultater, som kun er ganske få forundt i byggebranchen. Det er vi naturligvis meget stolte af”, udtaler adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen.

Generationsskifte
Afholdelsen af generalforsamlingen fredag d. 21. februar blev også dagen, hvor det planlagte generationsskifte i JCN Bolig blev udført. Efter 79 år i familien Nielsens hænder blev aktiemajoriteten videregivet til adm. direktør Flemming V. T. Rasmussen. Dette var helt naturligt et specielt og følelsesladet øjeblik efter så mange år.

”JCN Bolig har udviklet sig meget de sidste 7 år, og har et kæmpe potentiale foran sig. Jeg er rigtig spændt på at se denne udvikling. En udvikling jeg er tryg ved, at Flemming V. T. Rasmussen sammen med det øvrige hold tager sig godt af. Og så beholder jeg stadig en pæn aktieandel, så jeg stadig er en del af holdet”, smiler Flemming Skov Nielsen.

Med en baggrund som økonom og job hos A.P. Møller, startede Flemming V. T. Rasmussen i 2004 hos JCN som funktionær nr. 5,. Øjeblikkeligt klikkede samarbejdet i ledelsen, og allerede i 2005 blev de første aktier handlet. Efter både op- og nedture med Finanskrisen, var branchen ellers prøvet af. I 2014 overtog Flemming V. T. Rasmussen selv direktørposten. En post som Flemming Skov Nielsen på daværende tidspunkt havde siddet på i 20 år, og nøjagtigt som han sagde i 1994, at 20 år sandsynligt ville være tiden han ønskede at besidde posten. Derefter skulle der tilføres ny energi til posten. Generationsskiftet blev samtidig i 2014 endeligt slået fast med søm. Det har været vigtigt for Flemming Skov Nielsen og Flemming V. T. Rasmussen, at JCN Bolig kunne køre upåvirket videre selv efter et generationsskifte.

”Det er derfor glædeligt, at vi nu kan gennemføre et generationsskifte, som godt nok har taget 15 år, men som samtidigt er bundsolidt og sikrer en upåvirket drift. Faktisk et stærkere JCN Bolig end nogensinde før”, siger Flemming V. T. Rasmussen.

Ny plan er på trapperne
Med en så imponerende start som JCN Bolig har haft, så er det naturligt at høre til, om der er en ny 5-årsplan på trapperne. Flemming V. T. Rasmussen fortæller:

”Som udgangspunkt er vi egentligt ikke meget til langsigtede planer. Vi agerer i forhold til hvordan vi performer og de muligheder markedet byder. Samtidig har vi dog erfaret hvor vigtigt det er for vores medarbejdere og samarbejdspartnere at vide, hvilken retning vi ønsker udviklingen i. Kun med den viden kan de være den nødvendige aktive part til at drive udviklingen”. Og uddyber videre ”Uden at gå for meget i detaljer, så kommer det nok ikke som den store overraskelse med vores succes, at vi ønsker at udbygge den. Og dyrke vores specialisering for boliger endnu mere med de fordele vi har erfaret det giver.”

JCN Bolig budgetterer med en omsætning på kr. 700 mio. for 2020. Virksomheden forventer samtidig at holde på den gode overskudsgrad. Hertil er man godt på vej med 90% i ordrebogen for året. Der bliver ligeledes set positivt på de kommende år, hvor de igangsatte aktiviteter i 2017 på Sjælland og indenfor Renovering viser gode takter. Det Østjyske marked er allerede i 2019 blevet suppleret godt med omsætning fra de 2 supplerede markedsområder.

JCN Bolig beskæftiger den dag i dag 135 medarbejdere. Heraf 70 håndværkere inden for fagene tømrer, beton og elementmontage. De øvrige 65 ansatte er således funktionærer og beskæftiger sig primært med projektledelse. JCN Bolig er en landsdækkende specialist i boligprojekter BtB.