Bygmas bedste Carlsson

Foto: PR // Bygma – Erling Carlsson
Denne nyhed er oprindelig bragt på byggetidende.dk

Den 1. april har afdelingsleder Erling Carlsson har 40-års jubilæum i Bygma.

Erling Carlsson, var som udlært bygningssnedker i sin ungdom kunde hos Roskilde Trælast, der senere blev opkøbt af Bygma.

”I mit første job underskrev jeg en ansættelseskontrakt, hvor det bl.a. blev krævet at jeg havde ’cykel eller andet køretøj’ til rådighed”. Så jeg anskaffede en knallert, som bragte mig frem og tilbage mellem jobbet i Roskilde og mit hjem i Hedehusene”, fortæller Erling Carlsson.

Forretningen overtaget på 25-årsdagen
Erling blev ansat i Køge Trælast, da han befandt sig godt i trælastbranchen. Her nåede han at fejre 25-års jubilæum; faktisk på samme dag, som forretningen blev indlemmet i Bygma familien og derfor blev til Bygma Køge. Erling fungerede her som prokuristens højre hånd, og havde ansvar for både kundekontakt, leverandørkontrakter, samt kørsel med truck og lastbil.

Det gode købmandskab
Et gennemgående tema i Erlings virke gennem 40 år har været ansvar for vedligehold af priser på alle planer.

”Mine forældre havde købmandsforretning, så jeg lærte om ’det gode købmandskab’ fra barnsben. Dengang brugte vi i øvrigt regnemaskine, og havde en bog med de trykte priser; vi fik dog altid en kollega til at regne tilbuddene efter” siger Erling, der glæder sig over at priserne i dag nemt kan trækkes direkte fra ByggeBasen.

Indtager nøgleposition
Efter nogle år i det daværende Region Sjælland, flyttede Erling Carlsson til Bygma Gruppens hovedkontor, hvor han er leder af Vareadministrationen i dag. Erling og hans medarbejdere hører til Bygmas Indkøbsafdeling, hvor Erling fortsat indtager en nøgleposition i forhold til storkunder og leverandører. ”Jeg savner lidt at ’sparke til træ’, men henter både motivation og inspiration når jeg besøger forretninger og samarbejdspartnere” siger Erling, der også spiller en vigtig rolle som medlem af sortimentsudvalget.”

Et ord er et ord
Erling Carlsson ved i dag lidt om alt i Bygma og kan godt betegnes som lidt af et ’husorakel’; når det gælder træ. Benene er plantet solidt på jorden, og den vigtigste læring gennem et 40 års langt arbejdsliv er: ”Et ord er et ord, uanset om det er skrevet ned eller ej”.

Privat er Erling gift med Karen og sammen bor de i hus i Køge. Han kan stadig bruge både høvl og hammer, og nyder at komme ud i naturen. Det var tidligere jagt der trak, men nu er det oftest når hunden skal luftes.

Erling Carlssons 40-års reception, som skulle være afholdt på dagen, er desværre aflyst pga. den verserende Coronavirus.