Årets kontorbyggeri 2020 skal kåres

Foto: Nohrcon // Nexus CPH
Denne nyhed er oprindelig bragt på byggetidende.dk

I denne tid hvor hjemmekontoret ellers er blevet højaktuelt, skal Årets kontorbyggeri 2020 kåres. I den nærmeste fremtid vender kontorfolket tilbage – og nogle af dem til et prisbelønnet kontorparadis. De fire nominerede projekter indebærer alt fra statens prestigefulde milliardbyggeri, til fremsynede domiciler i mindre skala og et bæredygtigt kontorhotel.


Kontorbyggeri og -indretning i krisetid
I flere år har Nohrcon kåret Årets skolebyggeri, Årets sundhedsbyggeri og senest Årets idrætsbyggeri. Så nu er tiden kommet til kontorbyggerier, trods den nuværende situation skygger over forestående byggeprojekter og dertil har tvunget mange ud i ufrivillig indretning af hjemmekontorer.

Prisen skal være med til at sætte ekstra fokus på de vellykkede kontorprojekter, og dermed skabe inspiration for andre. Et godt kontormiljø, eller -paradis i nogle tilfælde, er nemlig altafgørende for både trivsel og bundlinje. Og kontorfolk er en vigtig del af drivkraften, som sikrer at hjulene kører rundt i samfundet, og videndeling viser vejen.

Videndeling har også altid været udgangspunktet for Nohrcons årlige temauge om indretning af fremtidens kontor, hvor deltagerne har mulighed for at besøge nye, spændende kontorer og høre førende eksperter fra ind- og udland dele ud af deres erfaringer på kontorkonferencen.

Her er de 4 kandidater listet op, og afstemningen kører indtil d. 16. april:
En jury bestående af nøje udvalgte fageksperter har nomineret fire flotte projekter for Nohrcon, efter det første heat hvor en række forslag blev indsendt. Projekterne dyster i en offentlig afstemning, og vinderen afsløres d. 22/4:

  1. Ambientes nye domicil i Skanderborg
  2. Framehouse – nyt kontorhotel på Amager
  3. Fredsted Floors og Global Timbers nye lagerbygning og kontor i Aarhus
  4. Nexus CPH – nyt fælles kontordomicil til 5 statslige styrelser i København